Likviditet til danske virksomheder under Covid-19

Straksbetaling af leverandører giver forbedret likviditet hos køber og hans underleverandører

Straksbetaling fungerer, ved at en eksportvirksomhed eller underleverandør til en eksportvirksomhed får stillet en kredit til rådighed af en dansk eller udenlandsk bank. Kreditten er garanteret af EKF Danmarks Eksportkredit. Virksomheden kan nu betale sine leverandører tidligt uden at få problemer med likviditeten. Virksomheden kan nemlig samtidig trække på kreditten. Jo hurtigere virksomheden betaler, jo længere kredit får den i den anden ende.

I en krisetid som nu er straksbetaling en stor hjælp for alle virksomheder. Når likviditeten i forvejen er spændt helt ud, kan det være svært at vente fx 30-90 dage med at få sine penge. Virksomheder, der benytter sig af muligheden for EKF-garanteret straksbetaling, bliver til gengæld belønnet med konkurrencedygtig kredit.


Illustration af, hvordan det foregår

Teknologi fra Tradeshift

Den danske Fintech unicorn*, Tradeshift, står for teknologien bag straksbetalingen.

Tradeshift blev stiftet i 2010 af Mikkel Hippe Brun, Christian Lanng og Gert Sylvest. Tradeshift platformen hjælper virksomheder med at digitalisere samarbejde med leverandører og købere. Dette gøres gennem en åben platform, der kan kobles til ethvert ERP system.

* En unicorn er en privat ejet virksomhed, som er mere end USD 1 milliard værd.

Garanti fra EKF

EKF Danmarks Eksportkredit skaber vækst i Danmark ved at finansiere danske virksomheders eksport og internationalisering. Du kan læse mere om EKF’s kautionsløsninger her:
Eksportkaution

EKF og Tradeshift så en mulighed for, at deres samarbejde kan hjælpe danske eksportvirksomheder og deres underleverandører under coronakrisen. På den måde opstod straksbetalingen med garanti fra EKF.

Åben platform – alle banker kan være med

For at nå ud til så mange danske virksomheder som muligt er straksbetalingsplatformen åben for alle danske og udenlandske banker.

Gennemgå vores FAQ.